Vilkår for vinterstativer



Vilkårene for vinterstativer til kølbåde i såvel Aarhus Sejlklub som Sejlklubben BUGTEN er ændret pr. april 2013.

Der er følgende grunde dertil:
  • "SÅL-stativerne" har nået en alder på 20-25 år, og det må forventes, at de har en begrænset restlevetid.
    I den sammenhæng er det vigtigt, at stativerne
    fortsat er sikkerhedsmæssigt forsvarlige - også under transport.
  • Vi har fået mindre plads til rådighed til vinteropbevaring af vore både og til afvikling af aktiviteter om sommeren, og det er derfor nødvendigt at sikre bedre orden på vinterpladsen både sommer og vinter.
  • Driften under søsætning og især optagning: Med individuelt ejede stativer skal hver bådejer bruge sit private stativ. Driftsmæssigt ville det være mere rationelt, hvis kranførerne bare kunne tage et stativ fra stakken. Desuden er driften af traktor og gummiged dyr.

Der indføres derfor nedenstående ordning for nye kølbådsstativer.



Ordning for nye kølbådsstativer indkøbt fra og med 2012

Ordningen giver mulighed for at få brugsret til et nyt standardstativ til en attraktiv pris.

Priserne (indskud) for stativer er pt:

 Stativtype:
Kr.:
   3 tons
   11.100
   6 tons
 15.500
 12 tons
 20.000

Der tillægges for hver type et ekspeditionsgebyr på Kr. 500,- .


Hvis du ikke længere har brug for stativet, formidler klubben kontakt til nye brugere, som vil overtage brugsretten til stativet.
Når det er sket, vil du få dit indskud tilbagebetalt med fradrag af afskrivninger, som pt udgør 5 % lineært pr. år, du har anvendt stativet.


Procedure for tilmelding til stativordning:
  1. Medlemmet køber et stativ (3, 6 eller 12 tons) i "Shop" her på SBAs hjemmeside ved brug af Dankort-betaling.
  2. Kassereren videresender oplysninger om nye brugere af stativordningen til fartøjsinspektøren samt stativordningens administrator,
    der bl.a. varetager registrering af nye brugere og afskrivning af stativer i forbindelse med ordningers ophør.
  3. SBAs fartøjsinspektør fremsender "Stativordningsaftale" til medlemmet for underskrift - medlemmet underskriver aftalen, scanner den ind og sender den retur til fartøjsinspektøren.
  4. Fartøjsinspektøren informerer stativordningens administrator, der holder regnskab med evt. ledige stativer og sørger for, at det nødvendige antal nye stativer bliver bestilt hos leverandøren.

Mærkning af stativer ældre end 2012

Alle eksisterende stativer anskaffet før 2012 skal tydeligt mærkes med bådnavn og klub - inden 1. juni 2013.
Eksisterende "SÅL-stativer" skal mærkes på skråstiverne i begge ender, så bådnavn og klub kan læses, også når stativerne er stablet.
Klubberne sørger for opmærkning af de nye stativer, som er omfattet af den nye stativordning.


Kun stabelbare stativer på vinterpladsen

Klubberne vil fremover håndhæve reglerne om, at der kun må anvendes stativer af godkendt type, som kan håndteres af det fælles materiel - løftevogn og traktor. Dette af hensyn til, at stativerne skal kunne håndteres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og at de skal stables, når de om sommeren ikke er i brug.
Stativerne skal stables for at kunne opbevares på et lille areal og derved frigøre plads til de mange aktiviteter, som bruger vinterpladsen om sommeren.



Sidst revideret: 11.11.2018 AaBK